Sjælesorg
En fortrolig samtale med en præst
En central del af præsters funktion er at stå til rådighed for samtaler. Disse samtaler er helt fortrolige; præster har ubetinget tavshedspligt. Samtalerne kan dreje sig om den personlige tro og gudsforhold, men også om personlige problemer, problemer i familie eller parforhold, om traumatiske oplevelser, moralske dilemmaer, fortvivlelse, sorg og krise – kort sagt: alt, hvad der måtte røre sig i én af tanker og følelser.
Præster er ikke psykologuddannet, men tilbyder at lytte og hjælpe med at sætte ord på de ting, der kan synes svære at få udtrykt. Ofte er dette det første og vigtigste skridt på vejen mod afklaring og nyorientering. Sjælesorgs-samtaler kan også munde ud i skriftemål og evt. nadver, hvis man ønsker det.
Samtalerne finder sted i en af kirkerne, på præsternes kontorer eller efter aftale. Skulle du være indlagt på hospital, hospice el.lign. kommer præsterne gerne dér.
Sognets præster træffes alle ugens dage, med undtagelse af den enkelte præsts ugentlige fridag. Det er dog altid en fordel at ringe eller skrive først og aftale et tidspunkt.