Kristendom for alle 4
Over otte gange vil tre præster fra Frederikssund Provsti præsentere dele af kristendommens univers med en introduktion til Bibelen, en introduktion til kirkens historie i Danmark og en introduktion til den kristne tro. Kurset er et tilbud til alle, der gerne vil vide mere om kristendommen.
Selvfølgelig er kristendom for alle. Det var, hvad Jesus selv ville med sit budskab. Derfor findes kristendom også i mange forskellige former, spredt over hele jorden gennem de seneste 2000 år, så den nu er verdens største religion.
Men hvad går kristendommen så ud på? Hvad er forskellene på dens mange forskellige former? Hvordan er Bibelen blevet til, og hvilken rolle spiller den? Hvordan er kirken blevet udbredt i verden, og hvilken rolle spiller den i samfundet, historisk og i dag? Hvad indeholder en gudstjeneste, hvordan leves kristent liv?
Disse og andre spørgsmål har tre præster i Frederikssund Provsti søgt at besvare igennem tre velbesøgte sæsoner. Nu følger vi nu op med en ny sæson, der forfølger nogle af de spor, som blev lagt ud i de foregående. Pastor emerita Helle Christiansen (Frederikssund) er med som ny underviser.
Kurset er et tilbud til alle, der gerne vil vide mere om kristendommen. Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med. Både gamle og nye kursister er velkomne. Som noget nyt, vil kursusdeltagerne få tilsendt lidt læsestof forud for de enkelte kursusgange, der giver en mulighed for at forberede sig, hvis man ønsker det.
Tilmelding
Tilmelding til hele kurset foregår ved kontakt til sognepræst Christian Gottlieb på email: cvg@km.dk. Tilmelding til enkelte lørdage foregår til den sognepræst, der står for undervisningen, senest fem dage før.
Evt. afbud meddeles til den præst, der står for den pågældende kursusformiddag.
Deltagelse i kurset er gratis, men tilmelding er bindende af hensyn til forplejning.
Undervisere
Eskil Simmelsgaard Dickmeiss (sognepræst i Stenløse og Veksø, provst for Frederikssund Provsti)
Email: esdi@km.dk
Christian Gottlieb (sognepræst i Slagslunde og Ganløse)
Email: cvg@km.dk
Klaus Meisner (sognepræst i Slangerup)
Email: kgm@km.dk
Helle Christiansen (pastor emirita, Frederikssund)
Email: helle@bcudblik.dk
kalender for Kristendom for alle 3
Oversigt over undervisning efterår 2026
- 29. august 2026: Markusevangeliet – læst og genlæst 1, Kingos Minde, Strandstræde 4, 3550 Slangerup
- 26. september 2026: Kirken i kamp 1, Rytterskolen, Østergade 1, Ganløse
- 31. oktober 2026: Markusevangeliet – læst og genlæst 2, Kingos Minde, Strandstræde 4, 3550 Slangerup
- 28. november 2026: Kirken i kamp 2, Rytterskolen, Østergade 1, Ganløse
Oversigt over undervisning forår 2027
- 30. januar 2027: Egede og den besværlige missionsbefaling, Stenløse sognegård, Engholmvej 6, 3660 Stenløse
- 27. februar 2027: Regin Prenter 1, Præstegården, Kirkegade 7, 3600 Frederikssund
- 20. marts 2027: Tror vi på den samme Gud? Stenløse sognegård, Engholmvej 6, 3660 Stenløse
- 24. april 2027: Regin Prenter 2, Præstegården, Kirkegade 7, 3600 Frederikssund
Markusevangeliet – læst og genlæst
To lektioner ved Klaus Meisner
Hver søndag lyder disse ord i gudstjenesten: ”Dette hellige evangelium skriver evangelisten …“, hvorefter et stykke fra Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes bliver læst op. I løbet af kirkeåret kommer vi rundt i alle fire evangelier – men aldrig som en sammenhængende læsning af ét evangelium.
Over to lørdage vil vi forsøge at læse hele Markusevangeliet. Markusevangeliet udmærker sig ved at være det ældste af de fire evangelier og danner i flere henseender baggrund for særligt Matthæus og Lukas. Begge gange vil der være en introduktion efterfulgt af diskussion af udvalgte passager.
Regin Prenter
To lektioner ved Helle Christiansen
Dr. theol. Regin Prenter (1907 - 1990) er en af 1900-tallets mest betydningsfulde danske teologer. Han blev født i Frederikssund, hvor hans far var lærer, og han er også begravet på Frederikssund kirkegård.
Som forsker, underviser, debattør og præst var Regin Prenter meget aktiv, og blandt hans videnskabelige hovedværker kan nævnes ”Spiritus Creator – studier i Luthers Theologi” (disputats 1944, delvist skrevet i Frederikssund) og ”Skabelse og Genløsning“ (1951-53). Med udgivelsen af ”Kirkens tro – en kristenlære for lægfolk“ (1964) ønskede Prenter at nå ud til en bredere kreds.
Vi vil på to lørdage dykke ned i tekster af Regin Prenter, som belyser centrale emner i kristendommen. Vi vil gøre det få meter fra hans fødehjem, nemlig i Præstegården i Frederikssund.
Hans Egede og den besværlige missionsbefaling
Én lektion ved Eskil Simmelsgaard Dickmeiss
Hans Egede blev pioner inden for de protestantiske kirkers mission, da han i 1721 stævnede mod Grønland. Hvordan greb han det an, og hvad kan vi lære hans erfaringer? Tanken om mission har altid fulgt den kristne kirke. I dag springer en uheldig sammenkobling af mission og kolonisering i øjnene. Men hvad skal vi egentlig stille op med missionsbefalingen i dag? Vi vil bruge formiddagen på at undersøge missionshistorien og diskutere nutidige tolkninger af kristen mission.
Tror vi på den samme Gud?
Én lektion ved Eskil Simmelsgaard Dickmeiss
Det har altid optaget det kristne teologi og kirke, hvordan vi skal forstå jødedom, islam og de andre religioner. Tror vi på den samme Gud? Dette enkle spørgsmål er sværere end som så at give et enkelt svar på. Vi vil bruge formiddagen på at dykke ned i de forskellige svar, vi kan finde i Bibelen og i religionsteologien.
Kirken i kamp: Den lange baggrund for den ortodokse kirkes rolle i krigen i Ukraine
To lektioner ved Christian Gottlieb
Ruslands krig i Ukraine har siden sit udbrud i februar 2022 på dramatisk vis aktualiseret et gammelt og tilbagevendende tema i kirkens historie: Kirkens rolle i forhold til krig og kamp. Som universel problematik har dette forhold udfoldet sig i alle dele af kristenheden, men i den østlige, ortodokse del af kirken dog på en særlig måde, som bl.a. skyldes kirkens relation til imperiet og nogle anderledes historiske omstændigheder. Undervisningen vil over to gange forfølge dette tema, først som udfoldet i det Byzantinske Rige fra begyndelsen af 300-tallet til dets undergang i 1453, dernæst som fortsat i Rusland fra slutningen af 1400-tallet til i dag og som baggrund for den aktuelle situation.