Søndag den 24. maj 2020 – 6. søndag efter påske

Udgivet man d. 25. maj 2020, kl. 10:00
Online gudstjeneste

Læsninger og prædiken ved højmesse i Veksø Kirke

Søndag den 24. maj 2020 – 6. søndag efter påske


Denne hellige lektie skriver profeten Joel: Det skal ske derefter: Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Jeg sætter tegn på himlen og på jorden, blod og ild og røgsøjler. Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer. Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses. For på Zions bjerg og i Jerusalem skal der være redning – som Herren har sagt – for de undslupne, som Herren kalder på.

Joels Bog 3,1-5

 

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da Jesus var faret op til himlen, vendte apostlene tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, som ligger tæt ved Jerusalem, kun en sabbatsvej derfra. Da de var kommet ind i byen, gik de op i salen ovenpå, hvor de plejede at opholde sig, Peter og Johannes og Jakob og Andreas, Filip og Thomas, Bartholomæus og Matthæus, Jakob, Alfæus' søn, og zeloten Simon og Judas, Jakobs søn. De holdt alle i enighed fast ved bønnen, sammen med kvinderne og Jesu mor Maria og hans brødre. 

Apostlenes Gerninger 1,12-14

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig, at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig. Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig. Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig, for at de skal se min herlighed, som du har givet mig, for du har elsket mig, før verden blev grundlagt. Retfærdige fader, verden har ikke kendt dig, men jeg har kendt dig, og de har erkendt, at du har udsendt mig; og jeg har gjort dit navn kendt for dem og vil gøre det kendt, for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem.«

Johannesevangeliet 17,20-26

 

Prædiken:

’Ikke for dem alene beder jeg, men også dem som ved deres ord tror på mig’. I dag handler det om os. Vi sidder ikke bare på sidelinjen med knapt 2000 års afstand til teksten, nej i dag bliver der talt om os, der bliver talt til os. Vi har de sidste mange søndage og helligdage, med få undtagelser, hørt en del fra Johannesevangeliet. Hørt hvordan Jesus forbereder sine disciple på, at han skal forlade dem. Hørt hvordan han forbereder dem på, hvad der skal ske, når han fysisk er væk, og hvad der skal ske, når Ånden kommer ned til dem. Dagens tekst er en bøn Jesus beder, da han sidder sammen med sine disciple skærtorsdag. Det er en slags opmuntringstale til disciplene, der endnu er fuldstændig uvidende om, hvad der skal ske. Jesus forbereder dem så godt han nu kan, men jeg tror ærligtalt ikke, der er nogen, der helt kan forberedes på det, der skulle ske.

 

Disciplene var som bekendt tæt på Jesus. De havde fulgt ham i hans jordiske liv, så det er da også helt oplagt, at det var dem, der skulle ud i verden og missionere – dem, der skulle udbrede kristendommen ved at berette om Jesus Kristus, Guds søn.

Vi er vant til, at det er disciplene Jesus taler til. Nogle gange kan vi identificere os med dem, andre gange kan vi ikke. Men det behøver vi slet ikke forholde os til i dag. For i dag beder Jesus ikke kun for disciplene, men også for næste generation af kristustroende. Dem, der kommer til tro efter de har mødt og talt med hans disciple. Det er naturligvis henvendt til den menighed evangelisten skriver til og om, men det handler også om os. Vi er en del af den forkyndelseskæde, der begyndte med Jesus, og som forhåbentlig aldrig bliver brudt. En forkyndelseskæde, hvor dét at have været tæt på Jesus, hverken er en fordel eller et forspring. Disciplene er ikke bedre eller mere troende end os, fordi de var helt tæt på Jesus. Troen bliver, som man så må sige, ikke ’fortyndet’ af at vi rent fysisk, generation efter generation, rykker os længere væk fra Jesus. Det er nemlig ikke det det handler om.

Det handler om bevidstheden, det handler om kærlighed. Det handler om at have modtaget Ånden. Det bærende er kærligheden. Virkningen af Ånden er at gøre kærlighedsgerninger. Det er dermed noget andet, end det disciplene og de første kristne troede, der bliver vigtigt. Deres gudsbillede bliver ændret totalt. Det gjaldt de jøder, der nu skulle lægge den gammeltestamentlige Gud bag sig, og bekende sige til den nytestamentlige – til Jesu far. Det gjaldt de hedninger, der blev kristne, og nu kun måtte tro på én Gud, og ikke som før, hvor de sagtens kunne have mange guder.

 

Vi har lige fejret Kristi himmelfart, og om en uge er det Pinse, hvor vi kan fejre at Helligånden kommer ned på jorden. Det er det vi venter på, det er det vi i dag forbereder os på. Men hvilken virkning har Ånden så i det nye gudsforhold? Hvordan får et menneske indsigt i Guds vilje? Hvis vi vender tilbage til den første læsning vi hørte, som er fra Joels bog i Det gamle Testamente, så er svaret, at når Guds ånd udgydes over alle, er der ikke brug mellemmænd. Det er ikke nødvendigt at bringe offergaver til præsterne, og bede dem spørge Gud til råds. Hvis vi så bevæger os frem til Det nye Testamente, til dagens evangelietekst, så understreges nærheden mellem Faderen, sønnen og menigheden. Herligheden fra Gud til sønnen er gået videre til menigheden. Set i forlængelse af Kristi himmelfarts dag, så holdes vi her fast ved, at nærheden til faderen efter himmelfarten netop sikrer den vedvarende nærhed til os mennesker. Men hvor Ånden ifølge Joels Bog først og fremmest giver kendskab til Guds vilje, er det i dagens tekst kærligheden, der binder det hele sammen. Den kærlighed som Gud har elsket Jesus med, og Jesus ligeledes har elsket sine disciple med, den kærlighed, som nu skal endnu længere ud. Vi er en del af et kærlighedsfællesskab. Det kærlighedsfællesskab, den enhed, der begyndte, da Gud sendte sin søn, for at vi, gennem ham, kunne lære Gud at kende. Verden skal forstå – overbevises om – at Jesus er Gud søn, han er udsendt af Gud. Det er ham, der kan fortælle os, hvordan Gud er som far. For det er nu engang sådan, at det kun er os børn, der kan vide, hvordan vores forældre er som forældre. Og derfor er Jesus også den eneste, der kan fortælle os om, hvordan Gud er som far. Han kan lære os, at Gud er en god og kærlig far. Det er det, vi hører om i evangelierne. Her bliver Jesu ånd ligeledes tydelig ved, at han afviser de andre, gamle, måder at forholde sig til Gud på. Man skal ikke bevise sin tro. Man skal ikke bevise, at man har den kristne ånd i sig. Den bor i os, og Gud er derfor altid med os. Som et godt immunforsvar kan hjælpe os til ikke at blive syge, så hjælper Guds ånd til at styrke vores åndelige immunforsvar. Vi ved derfor at han altid er med os, også når vi prøves og fristes.

 

Gennem Jesus har vi fået del i Guds kærlighed og herlighed. Det ikke bare rimer, det er også det samme. Guds kærlighed er naturligvis altid større end menneskers kærlighed nogensinde kan blive. Den tåler alt, tror alt, udholder alt, og der er intet i verden, der kan adskille os fra Guds kærlighed i Jesus, ikke engang hvis alle andre vender os ryggen. For gennem Jesus, gennem kærligheden, troen og Ånden indgår vi i en enhed; Gud – Jesus – os. Det handler om os. Med Ånden og gennem Jesus har vi lært hans far – Gud – at kende.

 

Jesus har ligeledes lært sine disciple, og os, at bede. Ingen mellemmænd, men en bøn direkte til Gud. I bønnen kan vi finde nærvær og ro. Vi kan enten bede en personlig bøn, om det vi nu måtte have på hjerte, ligesom Jesus gør det i dag. Men hvis vores egne ord ikke slår til, så kan vi bede fadervor,

bønnen Jesus har lært os. Gennem bønnen bliver vi en del af enheden. Vi kan her lære lidt af det, disciplene gjorde, efter de var kommet tilbage til Jerusalem fra Oliebjerget, hvor de havde set Jesus fare til himmels, for ’De holdt alle i enighed fast ved bønnen.’

Amen.