Kristi himmelfarts dag

Udgivet lør d. 23. maj 2020, kl. 13:28
Online gudstjeneste

Prædiken ved indsættelsesgudstjeneste i Veksø og Stenløse kirker

Torsdag den 21. maj 2020 – Kristi himmelfarts dag

 

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: I min første bog fortalte jeg dig, Theofilus, om alt det, som Jesus gjorde og lærte fra begyndelsen lige til den dag, han blev taget op til himlen, efter at han ved Helligånden havde givet sine befalinger til de apostle, han havde udvalgt. Efter sin lidelse og død trådte Jesus frem for dem med mange beviser på, at han levede, idet han i fyrre dage viste sig for dem og talte om Guds rige. Og da han spiste sammen med dem, pålagde han dem, at de ikke måtte forlade Jerusalem, men skulle vente på det, som Faderen havde lovet – »om det har I hørt mig sige: Johannes døbte med vand, men I skal døbes med Helligånden om ikke mange dage.« Mens de nu var sammen, spurgte de ham: »Herre, er det nu, du vil genoprette Riget for Israel?« Han svarede: »Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt. Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.« Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede mod himlen, mens han fór bort, se, da stod der to mænd i hvide klæder hos dem. De sagde: »Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«

 Apostlenes Gerninger 1,1-11

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 Lukasevangeliet 24,46-53

 

Prædiken

Vittighederne og øgenavnene til dagen i dag, står nærmest i kø. Kristi Flyvefartsdag, Kristi Luftfartsdag. At Jesus, som en anden superhelt, med lynets hast suser af sted op i himlen. For et på år siden lavede de to satiretegnere Wulffmorgenthaler en tegning af hvordan Kristi Himmelfærd ville se ud i vores tid. Jesus står ude i en lufthavn, i køen af flyvemaskiner, der venter på at få tilladelse til take-off, og også han må vente pænt til han får sin tilladelse. 

 

Det er 40 dage siden, at vi fejrede påske. 40 dage siden, at Jesus opstod for at kunne være på jorden i perioden frem til at han skulle fare til himmels. 40 dage, hvor disciplene blev vejledt og undervist af den opstandne om betydningen af hans Rige, inden de selv skulle ud i verden på mission, når altså kraften fra det høje, Helligånden, kom ned til dem, som jo er det vi fejrer til Pinse. 

 

Vi står på flere måder ved grænsen til noget nyt i dag. Både i dagens tekster, i kirkeåret, i vores hverdag og såmænd også her i kirken i dag. Vi har i de sidste mange uger befundet os i en underlig

venteposition. Intet har været som det plejer. Vi har fået udstukket nye retningslinjer, som vi skal leve efter, mens vi venter på, at alt igen bliver sådan som vi kender det. Vi skal alle lære at navigere i vores nye dagligdag, der for nogle efterhånden er blevet til hverdag. Måske er der nogle ting, der er blevet ændret til det bedre, som vi kan holde fast ved. Men der er også noget, der forekommer os helt unaturligt, og som rykker og ryster noget helt grundlæggende i os. Tænk, at det kan være farligt at give sine kære et kram, eller præsten et håndtryk i kirkedøren – så det gør vi ikke. Tænk, at det kan være farligt at samles i store fællesskaber, alt sammen noget vi ellers forbinder med glæde og tryghed.

 

Kirkerummene har, i store træk, været lukket, og det kristne fællesskab er gået online, og er blevet udfoldet på mange af de platforme, som internettet rummer. Det har på mange måder været givende og spændende at opleve, både som præst og som menighed. Men, jeg må blankt erkende, at jeg for et par uger siden blev ramt af et savn af det fysiske fællesskab. Savnet af at sidde på kirkebænken og lytte eller selv at stå heroppe og tale, fællesskabet ved at vi sammen kan synge nogle af vores dejlige salmer. Endelig kan vi få lov at mødes igen, det er dejligt at kirken atter kan slå dørene op, og at klokkerne kalder til gudstjeneste, dejligt at vi kan mødes, og personligt er jeg så taknemlig for, at jeg endelig kan blive indsat her hos jer, og komme rigtigt i gang. Men midt i glæden over, at landet og kirkerne langsomt åbner, så er det langt fra alt, der er ved det gamle, og vi må forberede os på en anderledes hverdag. Vi står med det gamle, alt det vi kender, bag os, og kigger ind i et landskab, hvor nogle af vejene er kendte, og andre, dem har vi ikke betrådt endnu. Det er noget nyt og uvant.

 

På en måde kan vi, igen i dag, identificere os lidt med Jesu disciple. Jeg har gennem de seneste uger, særligt i Påsken og så i dag, været både imponeret og fascineret af, hvor meget teksterne taler lige ind i det, vi står i her i 2020. Hvordan vi gang på gang, i større eller mindre grad, kan identificere os med dem, der stod Jesus så nær. Fortællingerne om den opstandne Jesus er forskellige i de fire evangelier, men i Lukasevangeliet, som vi har hørt i dag, er den opstandne Jesus altså 40 dage på jorden, hvor han ved forskellige lejligheder åbenbarer sig for disciplene. Han gør dem klar på livet, som det kommer til at være efter han er faret til himmels og hans Ånd er kommet ned på jorden.

 

Disciplene står altså også med det kendte bag sig og kigger ind i et ukendt landskab, hvor de primært skal betræde nye veje – godt guidet af Helligånden. Eller ja, vi hørte jo, at de faktisk står og kigger op, hvilket leder mig tilbage til tegningen af Jesus og flyvemaskinerne. For ja, vi hører, at Jesus farer til himmels, men det er her ret vigtigt, for ikke at sige helt afgørende, at gøre sig klart, at det ikke er den fysiske himmel, der er tale om. Det bliver måske lidt uhåndgribeligt og flyvskt, men der er hjælp at hente, hvis vi låner nogle ord fra engelsk. De har nemlig, om ikke flere, så i hvert fald to ord for himmel. Der er ’sky’, som er den fysiske himmel, den vi kan se op på og flyve rundt i, den som omslutter vores jord, og så er der ’heaven’. Heaven er bevidstheden om noget uden for vores verden, et godt og trygt sted, et sted uden tårer. Det er der, vi forestiller os, at vores kære kommer hen, når de forlader det jordiske liv, og det er altså også den himmel Jesus stiger op til. Det er så vigtig en del af vores tro, at det også er noget af det, vi bekender os til hver gang vi fremsiger eller synger Trosbekendelsen. ’Opfaret til himmels siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd’. 

 

Både Kristi himmelfarts dag og Pinsedag fortæller os, at vi aldrig behøver at søge eller lede efter Gud noget specifikt sted. For Gud er lige der, hvor vi også er. Det er det præst og salmedigter Hans Anker Jørgensen udtrykker i andet vers af ’Du satte dig selv i de nederstes sted.’ (nr. 260 i salmebogen): ”Nu taler du til os fra højeste sted, hvor ingen kan udsætte dig for fortræd, og lever og lider dog med os endnu, så ingen er mere i live end du.”

 

Nok er Jesus fartet til himmels, og i vores rationelt tænkende hjerner, er det en bevægelse væk fra jorden, væk fra disciplene, væk fra os. Men det er faktisk lige modsat. For det er jo ikke til den fysiske himmel, og derfor falder ideen bag vittighedstegningen med Jesus og flyvemaskinerne også helt til jorden. Det er den nemme og håndgribelige forklaring, men også den forkerte. For at Kristus farer til himmels betyder, at han er til stede, som den Opstandne, over alt og i alle. Han er i vores hjerter og i vores bevidsthed.

 

Det sidste Lukasevangeliets Jesus gjorde, inden han forlod denne jord, var at velsigne sine disciple. På samme måde afslutter vi hver gudstjeneste med, at vi bliver sendt ud i verden med Guds velsignelse. Det er hans måde at sende os godt ud i livet på. I hans velsignelse vil vi altid kunne finde glæde og tryghed.

 

Velsignelsen forbinder os med Gud og hinanden, og minder os om, at vi alle har hans kærlighed, og altid vil være Guds kære børn, fordi vi allerede altid er elsket af ham.

Amen.