Refleksion fra i søndags

Udgivet tir d. 28. apr 2020, kl. 09:25
Online gudstjeneste

Gode Gud,

ved dåbsfadets stille vand kaldes vi dine børn.

Korset som du tegner på os,

tager frygten for alt ondt fra os.

Du leder os med åndens kraft

til et liv i dine grønne enge

hvor du selv vil passe på os.

Vi takker dig

fordi du kommer til os som den store hyrde,

og vi beder dig:

Lad os aldrig tvivle på hvem du er.

Hold vores sanser åbne

så vi kan høre din stemme

og mærke trøstens stav

som du har givet os i hånden.

Lad os altid være hjemme i dit hus,

Fader, Søn og Helligånd,

livets Herre.

Amen

 

1 En sang af David.

Herren er min hyrde,

han sørger altid for mig.


2 Han leder mig til grønne enge

og fører mig til det friske vand.


3 Han redder mig, når jeg går fejl,

og leder mig ind på rette vej,

'for han er en god og trofast Gud.

 

4 Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal,

har jeg dog intet at frygte,

for du går ved min side,

din kæp og din stav beskytter mig.


5 Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du gør mig til æresgæst

og fylder mit bæger til randen.


6 Din godhed og trofaste nåde

følger mig livet igennem.

Og jeg får lov at bo i dit hus,

så længe jeg lever.


I dag har jeg valgt at læse og tale over den gammeltestamentlige tekst– i stedet for som vi plejer, evangeliet.

Det har jeg gjort - ikke kun fordi at salme 23 er en af de salmer jeg holder allermest af -  men også fordi Salmen indeholder alt det som vi som mennesker er og har brug for,

Tro,

tanker,

drømme

håb

og kærlighed ikke mindst.

I disse dage og disse tider bliver det for mange af os meget tydeligt hvad Tro, drømme, håb og kærlighed i virkeligheden er og betyder for os.

Vi oplever en længsel og også ligefrem at have tiden til at sætte ord på hvad fællesskab og tro faktisk er i vores liv, og hvilken betydning håb, drømme og kærlighed har for os.

Det er anderledes tider, vi holder ikke Gudstjeneste sammen, vi synger ikke sammen og vi drikker ikke kaffe sammen efter Gudstjenesten og taler om livets små og store ting.

Vi er sammen hver for sig – og det har vi været længe nu.

Jeg ved ikke med jer, men jeg savner hverdagen i kirken, menneskene som jeg møder, latteren vi deler, sorgen vi taler om og det at gå med Gud, sammen.

– allermest holder jeg af hverdagen – sagde Dan Turell engang

og ind i mellem når hverdagen brænder sammen og ulvetimen presser på og uldbluserne er blevet vasket på 40 grader, så har jeg tænkt, hvad i alverden tænkte manden på!!

Men nu tror jeg at jeg ved det, for Dan Turell brugte store dele af sit liv på Turné, med musik, bøger og det liv han levede.

I det stjernerum var hverdagen med vasketøj, morgenmad og kaffemaskiner og ulvetimer, noget der hørte til sjældenhederne.

Og måske netop derfor var hverdagen det han holdt allermest af.

Lige nu er hverdagen for dig og mig langt fra det som den var for bare ganske kort tid siden og selvom coronahverdag også har sit at byde på, så holder jeg nok alligevel allermest af hverdagen.

Salme 23 har en smuk poesi

Og selvom den efterlader os med billeder af grønne enge og stille vand, så italesætter den også at livet har en mørk side.

Vi går i dødsskyggernes dal, står der og for nogen er det et faktisk sted lige nu.

I kølvandet på Coronavirussens turné i det meste af verdenen og her hos os, er der sorg tab, sygdom og nød.

Der er steder hvor ensomheden knuer og truer.

Salme 23s poesi fortæller os at livets lys og livets mørke er to sider af samme mønt,

Vi stræber efter det ene og kan ikke komme uden om det andet.

Men salmen fortæller os også at i dét mørke går vi ikke alene,

Der er en hyrde der er med os,

det er Kristus – ham der gik ud af graven påskedag –

ham der fortæller os at han er verdens lys, og dem der følger ham skal aldrig vandre i mørke –

Det er ham der er det lys der tændes for os alle ved dåbsfadets kant,

Det er ham der er det lys der kan bryde ethvert menneskeligt mørke

– det lys der giver os håb – hvor håbløshed hersker,

Tro hvor der før var tomhed

Det lys der er kærlighedens ophav.

Salme 23 fortæller os om en Gud der giver os mod og viser os vej – ikke en hvilken som helst vej, den rette vej.

Tanken om den rette vej tog mig ud af en tangent om fordelen ved at gå af små og snævre ukendte veje – hvad man kan opleve når man tør gå ind af ukendte porte og gå af snørklede stier

Men selv der er Gud med os og måske er det ikke så vigtig om vejen er kendt eller ukendt, snørklet eller lige, bred eller snæver.

Måske er det allervigtigste dét - at du aldrig går den alene, og at du med dig har du troen, håbet og kærligheden –og visheden om at du skal bo i Guds hus alle dine dage.

Amen.

 

Lad os sammen bede Fader vor:

Vor Fader, du som er i himlene!

Helliget blive dit navn,

komme dit rige,

ske din vilje

som i himlen således også på jorden;

giv os i dag vort daglige brød,

og forlad os vor skyld,

som også vi forlader vore skyldnere,

og led os ikke ind i fristelse,

men fri os fra det onde. For dit