En hilsen fra den nye præst og tanker om at være sammen, når vi er hver for sig

Udgivet tor d. 2. apr 2020, kl. 11:36
Blogindlæg

Det er på mange måder en mærkelig tid, vi lever i. Det føles som evigheder siden, men det er kun tre uger siden at vores statsminister, Mette Frederiksen, fortalte os, at nu lukker Danmark ned for en periode. Vi skal stå sammen, hver for sig, for at forhindre virussen i at sprede sig, forhindre at sundhedsvæsnet bryder sammen, forhindre at for mange af os bliver syg og i værste fald mister livet. De fleste af os oplever udfordringer i løbet af vores liv i form af fx sygdom, arbejdsløshed og dødsfald blandt vores nærmeste. Det er nogle af livets mørke sider, men det er en del af livet. Dog er det jo normalt ikke noget, der rammer os alle sammen på én gang, men det er det nu. Vi er alle sammen, på den ene eller anden måde, påvirket af coronaens entré i Verden, i Europa, i Danmark. Hverdagsting, som vi normalt bare har gjort, er blevet en udfordring, og for nogle noget de nu skal have hjælp til. Ting vi har taget for givet og som en selvfølgelig at gøre, må eller kan vi pludselig ikke. Forældre kæmper for at få den nye hverdag til at hænge sammen med vuggestue, børnehave og skole i hjemmet, samtidig med de skal finde en ny måde at passe deres job på, hvis altså ikke de hører til nogle af dem, der pludselig står uden job, og nu også skal forholde sig til dén nye virkelighed. Mange skal vænne sig til, at alle i husstanden er hjemme hele tiden, hvilket jo også kan være udfordrende, selv om man elsker hinanden, og andre skal lære at leve med, at de ikke kan eller må være sammen med dem, de elsker. Det hele er så surrealistisk og svært at begribe, og for mange er det rigtig svært at være i. Som præst og som et kristent menneske, der er vokset op i og med kirken, føles det så underligt og helt forkert, at alle landets kirker er lukkede. Stedet, hvor vi og vores forfædre altid har kunne gå hen og finde et fællesskab, både til hverdag og fest, og når glæder og sorger rammer, det er lukket. Men selv om det føles forkert, især nu hvor vi nærmer os påsken, så er det naturligvis det rigtige at gøre. For vi skal passe på hinanden og os selv, sammen og hver for sig.   Den 15. marts skulle jeg have været indsat i henholdsvis Veksø og Stenløse Kirker, men det blev jeg som bekendt ikke. Jeg er dog stadig begyndt, selv om det her det første stykke tid bliver som fjernpræst. Uden sammenligning i øvrigt så kommer jeg til at tænke på apostlen Paulus. Han skriver følgende til sin menighed i Thessalonika i Grækenland: ”Kære venner, vi har været tvunget væk fra jer et stykke tid, men kun fysisk. I tankerne har vi hele tiden været hos jer. Vi længes efter jer, og derfor gør vi alt, hvad vi kan, for snart at se jer.” (1. Thessalonikerbrev kapitel 2,17) Paulus længes efter sin menighed, men er forhindret i at komme til dem, derfor skriver han dette brev, for at fortælle dem, at de stadig er sammen i tankerne – i ånden. Dette citat, der er fra den nye bibeloversættelse Bibelen 2020, er på mange måder også aktuelt for os i dag. Ikke bare for os præster, der ikke kan være der for menigheden, men for alle der er afskåret fra at være sammen med dem de holder af. Det kan være ægtefæller, der bliver adskilt. Bedsteforældre, der ikke kan få besøg af deres børnebørn, eller voksne børn, der ikke må besøge deres forældre. Det er i sig selv rigtig hårdt, men for de flestes vedkommende er der håb forude, vi ses igen, når det atter bliver sikkert at ses. Men nogle vil også stå i den ubærlige og smertelige situation, at de ikke kan eller må være hos deres kære i den sidste tid, og derfor ikke kan tage afsked og sige det farvel, de ønsker. Adskillelsen er ulidelig og svær for os at være i, og selv om vi med vores fornuft godt ved, at det er for det bedste, så gør det ikke savnet og længslen mindre. Når den fysiske adskillelse ikke er til at komme udenom, hvordan kan vi så være sammen, når vi sidder alene? Hvordan kan vi udfylde noget af det tomrum, som der uden tvivl vil være?

Vi kan selvfølgelig, hvis det er muligt, ringe, facetime, skype og andre smarte ting. Men der er også en anden måde, hvorpå vi kan finde nærvær og en tiltrængt ro. Vi kan bede. Enten en bøn vi selv kommer på eller Fadervor, som vi jo har tilfælles med alle vores medkristne ude i verden. Der er en tryghed, en genkendelighed, som måske lige netop er det, vi har brug for i denne tid. Man kan også, når kirkeklokkerne kl. 17.00 ringer over hele landet, sende sine kære en tanke. Lade dem vide, at man tænker på dem, og at man er med dem i ånden.

Livets vej er som et bakket landskab. Nogle gange går det op, andre gange ned. Nogle gange skinner solen, andre gange er det skyet og gråt. Men selv på den mest grå forårsdag, der skinner solen oppe over laget af grå skyer og minder os om, at vi aldrig må miste håbet. For vi er sammen i et usynligt fællesskab, også når vi går hver for sig.

Med de ord vil jeg ønske jer alt godt, og så glæder jeg mig til, rent fysisk, at møde jer i Stenløse og i Veksø.

 

-Agnete